Sneak Peek På SPEAK NO EVIL – Og Velkommen Tilbage I Biografen

Se traileren til den psykologiske gyser SPEAK NO EVIL

I dag kan vi endelig løfte sløret for Christian Tafdrups første gyser SPEAK NO EVIL.

Filmen er en morsom, provokerende og tankevækkende psykologisk gyser om almindelige menneskers absurd genkendelige måder at opføre sig på. Den udforsker de yderligheder såkaldt civiliserede voksne er villige til at gå til for at opretholde den gode stemning.

Den er produceret af Profile Pictures i samarbejde med hollandske Oak Motion Pictures og September Film. Samt støttet af DFI, FilmFyn, DR og The Netherlands Film Incentive. 

Filmen har premiere på den anerkendte Sundance Film Festival i slutningen af denne måned og kan ses i biograferne herhjemme fra den 17. marts 2022


Biograferne genåbner – Film fra Fyn på plakaten 

Biograferne kunne i går ånde lettet op og glæde sig til genåbning. Vi glæder os også – dette forår er nemlig spækket med FilmFyn-støttede film, som får premiere i de kommende måneder. 

De fem spillefilm, der får biografpremiere i dette forår, er den prisbelønnede DU SOM ER I HIMLEN, familiefilmen ROBOTBROR, storfilmene HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE og DE FORBANDEDE ÅR 2 samt den psykologiske gyser SPEAK NO EVIL. 

Se trailere og overblik herunder – og kom ind i biografens mørke til store fynske filmoplevelser på vej: 


DU SOM ER I HIMLEN

Den 10. februar får det prisbelønnede periodedrama DU SOM ER I HIMLEN biografpremiere

DU SOM ER I HIMLEN er Tea Lindeburgs debutspillefilm, som bygger på Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman En dødsnat fra 1914.

Et døgn i slutningen af 1800-tallet forandrer den 14-årige Lises liv for altid. Hun er den ældste i en stor søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Men da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag der startede i barndom kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset.

Filmen er primært optaget i historiske rammer på Vestfyns Hjemstavnsgård i landsbyen Gummerup i Assens Kommune. Den Fynske Landsby i Odense Kommune har også lagt ramme om enkelte optagelser. Filmen modtog to af hovedpriserne ved filmfestivalen i San Sebastian: Bedste Instruktør til Tea Lindeburg og Bedste Hovedrolle til den blot 16-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Instruktør og manuskriptforfatter Tea Lindeburg
Producere Lise Orheim Stender, Jesper Morthorst
Produktionsselskab MOTOR
Distributionsselskab Scanbox Entertainment
Medvirkende Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Thure Lindhardt, Ida Cæcilie Rasmussen, Kirsten Olesen, Lisbet Dahl m.fl.
Biografpremiere 10. februar 2022


ROBOTBROR

Den 10. februar er der premiere familiefilmen ROBOTBROR

ROBOTBROR er en science fiction film for hele familien, baseret på romanen ”Robotten kan skide!” af Morten Dürr. 

I en nær fremtid er klimaproblemerne løst. Alt er lyst og grønt og dejligt – og alle børn har tilmed deres egne menneskelignende robotter, der følger dem rundt som personlige assistenter. 12-årige Alberte har til gengæld en virkelig forældet én af slagsen – Robbi, og hun mobbes i skolen af samme grund. Men hendes popularitet vender, da hun i fødselsdagsgave får den nyeste model på markedet. Efterhånden begynder Alberte at føle en ægte forbindelse til Konrad – men kan man overhovedet være venner med en robot?

Filmen optaget i Odense, Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommuner. 

Instruktør Frederik Nørgaard
Producer Jasmine Hermann Naghizadeh
Produktionsselskab Nimbus Film
Medvirkende Selma Iljazovski, Philip Elbech, Lars Brygman, Lise Baastrup, Kristian Ibler m.fl.
Biografpremiere 10. februar 2022


HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE

10. marts får storfilmen HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE  biografpremiere

HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE,er opfølgeren til publikumssuccesen Hvidstengruppen fra 2012. Filmen starter, hvor forgængeren sluttede. Vi følger Tulle Fiil og hendes søster Gerda Fiil, der dømmes til rædslerne i et tysk fængsel. Deres far, bror og Tulles mand er alle blevet henrettet. Tulle må nu efterlade sit barn, Gulle på et år, hos sin mor Gudrun, der hjemme på kroen i Hvidsten kæmper en brav kamp, for at få sine døtre hjem, inden nazisterne udsletter alle fangerne som hævn for nederlaget.

Filmen er optaget i Jylland, men en stor del af filmens VFX-arbejde er udført af ShortCut Fyn på Boltinggaard Gods i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

Instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis 
Manuskriptforfatter Torval Lervad
Producere Regner Grasten, Tove Grasten
Produktionsselskab Regner Grasten Filmproduktion
Distributionsselskab Nordisk Film Distribution
Medvirkende Marie Bach Hansen, Bodil Jørgensen, Laura Winther Møller, Morten Christensen, Peder Holm Johansen m.fl. 
Biografpremiere 10. marts 2022


DE FORBANDEDE ÅR 2

Den 21. april får DE FORBANDEDE ÅR 2 premiere i landets biografer

DE FORBANDEDE ÅR 2 følger en splittet Familien Skov fra foråret 1943 til sommeren 1945, hvor Danmark atter bliver frit.

Aksel, der tilsluttede sig Modstandsbevægelsen, er gået under jorden og fra at være en idealistisk amatør, udvikler han sig til at blive en hårdkogt partisan. Karl kæmper for sit livsværk på sværere og sværere betingelser, og da samlingsregeringen kollapser, er han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien – også på den anden side af krigen. Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien…

Spillefilmen har haft optagelser i både Langeland, Nordfyns og Svendborg Kommuner. 

Instruktør Anders Refn
Producer Lene Børglum
Produktionsselskab Space Rocket Nation ApS
Distributionsselskab Scanbox Entertainment
Medvirkende Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard, Lue Støvelbæk m.fl. 
Biografpremiere 21. april 2022