Se trailer og plakat til UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN

Foto: Andreas Bastiansen

Tall and Small, SF Studios og FilmFyn kan i dag præsentere trailer og plakat til en af næste års helt store biografoplevelser, UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN, med Anders Matthesen i rollen som en af dansk musikhistories største personligheder, Tommy Seebach. Filmen får biografpremiere over hele landet torsdag den 20. marts.

UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN er et portræt af en af dansk popkulturs største stjerner: Tommy Seebach. Et rørende og livsbekræftende drama om en mand, der indædt kæmper for at forblive på toppen. Det er samtidig en familiehistorie om en far, hvis konstante higen efter anerkendelse spænder ben for hans store kærlighed til sin familie.

UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN byder blandt andet på en række scener, der er optaget i det ikoniske Odense Congress Center, hvor Dansk Melodi Grand Prix fandt sted i 1990’erne – præcis som i virkeligheden. Disse scener, filmet on location, skaber en autentisk ramme om historien og trækker tydelige tråde til den periode, hvor Tommy Seebach på sin egen skæve måde blev et popmusikalske samlingspunkt for en hel generation. Ligesom hans søn Rasmus Seebach er blevet det for den næste.

Det stjernespækkede drama har udover Anders Matthesen i hovedrollen som Tommy Seebach og Neel Rønholt i rollen som Karen Seebach, Caspar Phillipson, Vicky Berlin, Jacob Lohmann og Anders Juul på rollelisten. Derudover nye og unge talenter i rollerne som de tre børn Nicolai, Rasmus og Marie – Malthe Hjulmand og Téo Lepetit som en ung og ældre Nicolai, Vilbert Hein Friberg og Salomon Stampe som ung og ældre Rasmus samt Viola Hesager Alessandri og Kamille Stampe som ung og ældre Marie.

UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN er instrueret af Kasper Gaardsøe og har manuskript af Jannik Tai Mosholt og Stefan Jaworski. UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN er produceret af Tall and Small i co-produktion med AB Svensk Filmindustri, med støtte fra Det Danske Filminstitut og FilmFyn, samt co-finansiering fra DR.

For yderligere information, kontakt venligst:

FilmFyn, Kommunikationskonsulent Cecilie Kallesøe, mobil 5387 1762

SF Studios, Pressechef Camilla Baggesen, mobil 2074 0650