Nyt Samarbejde: Serieskolen 2022

FilmFyn indgår nyt samarbejde omkring Serieskolen

I dag lanceres Serieskolen 2022 af Fonden Filmtalent. Med Odense Filmværksted som medarrangør og FilmFyn som ny samarbejdspartner, vil Serieskolen få et stærkt fynsk afsæt – til gavn for de mange i den fynske branche, der enten arbejder med serieformatet eller som har ambitioner om at gøre det.

For nu andet år i træk afholder Filmtalent Serieskolen, sammen med filmværkstederne, Netflix – og nu også de regionale filmfonde. Det nye samarbejde gør det muligt at støtte et fjerde talenthold, hvilket betyder, at endnu flere talenter fra hele Danmark får mulighed for at forfølge deres drømme og styrke deres færdigheder indenfor historiefortælling. 

”På Odense Filmværksted er vi glade for, at FilmFyn er med i årets udgave af Serieskolen. Når vi deler netværk, bygger vi bro mellem vækstlag og branche og får på den måde større muskler og skaber mere opmærksomhed om, at Fyn både er film og serier”, siger direktør for Odense Filmværksted, Mette Bihl. 

Klaus Hansen, direktør for FilmFyn udtaler: “Odense Filmværksted og FilmFyn har et rigtig godt samarbejde på mange områder, og jeg er rigtig glad for, at vi i dag kan udvide samarbejdet til også at omfatte Serieskolen. Vi ved at der er rigtig mange i den fynske filmbranche der gerne vil arbejde med serieformatet. Serieskolen er et unikt tilbud, som jeg håber rigtig mange vil deltage i.”

Hvad er Serieskolen?
Serieskolen er et landsdækkende talentudviklingsprogram, rettet mod nye kreative talenter der gerne vil arbejde i serieformatet. På Serieskolen kan man få udviklet og skærpet sin faglighed inden for serieformatet – og man kan få indsigt i, hvordan en stor aktør som Netflix arbejder.

Serieskolen er opbygget i tre faser, hvor deltagerne kan se frem til følgende: 

  • 7 professionelle masterclasses med fagligt stærke oplægsholdere, der er gratis at deltage i – og tilgængelige for alle. 
  • 12 talenthold udvælges til en udviklingsproces, hvor du får mulighed for udvikling af eget seriekoncept med hjælp fra mentorer.
  • 4 talenthold får mulighed for at producere en pilot eller proof of concept med støtte fra Filmtalent.

Skal du med?

Ønsker du at deltage i Serieskolen, kan du allerede gøre det fra d. 17. januar, hvor første masterclass med Mikkel Serup finder sted.

Tilmeld dig her