Nysgerrige børn og unge kan nu lære af Danmarkshistoriens markante kvinder gennem ny FilmFyn-støttet animationsserie

Nysgerrige børn og unge på skattejagt efter Asta Nielsen i KENDER DU HENDE
Foto: Copenhagen Bombay/PR

En ny dansk animationsserie med navnet KENDER DU HENDE har fundet vej til danske børn og unge med støtte fra FilmFyn. Seriens første sæson, som allerede kan ses online nu, dykker ned i en tematik som er vigtig hele året rundt: markante kvinder.

KENDER DU HENDE henvender sig til børn i aldersgruppen 4-10 år og fortæller historierne om seks af Danmarkshistoriens mest markante kvinder, som har gjort en forskel i vores alles historie. Serien er skabt af skuespiller og manuskriptforfatter Lykke Sand Michelsen i tæt samarbejde med instruktør Karla von Bengtson og produktionsselskabet Copenhagen Bombay.

Om at turde at have ambitioner og drømme

I serien følger vi tre børn, der leder efter portrætter af historiske danske kvinder i gadebilledet. I hver episode af serien finder børnene et nyt portræt, hvorefter seerne tages med ind i et finurligt animeret univers, som fortæller om kvindernes liv. Serien formidler historierne om kvindernes ekstraordinære bedrifter i øjenhøjde med børnene, for at inspirere en ny generation af ildsjæle til også at turde at have ambitioner og drømme – uanset køn og baggrund.

Serien har et særligt fokus på at have kvinder i alle led af produktionen, hvilket har resulteret i, at seks talentfulde, kvindelige designere og illustratorer har portrætteret hver af de historiske kvinder i deres egen unikke visuelle stil. Serien er med til at gøre de historiske danske kvinder kendte for børn landet over og inspirere en ny generation til at have ambitioner og drømme.

Inge Lehmann er blandt andet en af de historiske danske kvinder som portrætteres i KENDER DU HENDE

Markante kvinder i fynske rammer

I første sæson af serien møder vi store personligheder som Nina Bang, Lis Hartel, Inge Lehmann, Jenny Kammersgaard, Else Marie Pade og Asta Nielsen. Produktionen af næste sæson med seks yderligere portrætter er med støtte fra FilmFyn allerede i gang og forventes at udkomme i starten af 2024.

FilmFyns direktør Klaus Hansen glæder sig over, at Fyn danner ramme om en serie om markante kvinder for børn. Han udtaler, “Det er fantastisk at se, hvordan KENDER DU HENDE formidler historierne om Danmarkshistoriens mest markante kvinder på en sjov og finurlig måde, som børn kan forstå og lære af. Vi er stolte af at støttet produktionen og ser frem til at se den næste sæson, som vil have et øget fokus på Fyn i alle led af produktionen.”

I den kommende anden sæson af KENDER DU HENDE vil Fyn spille en afgørende rolle, da samtlige live action-optagelser vil finde sted på Fyn. Produktionen har et stort fynsk hold og 3 fynske børneskuespillere. Sæsonen vil på samme måde som første sæson have skattejagten som ramme for historiefortællingen, og vil derfor have en ny location som udgangspunkt for hvert portræt. Det giver publikum mulighed for at opleve forskellige udsnit af Odense. En stor del af postproduktionen vil også foregå på Fyn, herunder både klippearbejde, lydarbejde og musik.

Producent Sarita Christensen fra Copenhagen Bombay siger om muligheden for at producere endnu en sæson af KENDER DU HENDE på Fyn, ”I min optik er det essentielt for børn at have rollemodeller. Så jeg er utrolig glad for at vi, med støtte fra FilmFyn, kan producere endnu en række film af KENDER DU HENDE, og dermed får mulighed for at udbrede kendskabet til endnu flere historiske danske kvinder og deres ekstraordinære bedrifter. Vi håber at samarbejde med FilmFyn vil danne grundlag for flere animationsprojekter på Fyn i fremtiden med alt hvad det indebærer”

KENDER DU HENDE er støttet af Det Danske Filminstitut og FilmFyn samt produceret af Copenhagen Bombay. Serien ligger allerede nu tilgængelig online på TV2 PLAY’s børneunivers Oiii og Nordisk Film+ og vil senere på året udkomme som undervisningsmateriale til folkeskoler i hele landet.

KENDER DU HENDE 2 som også er støttet af FilmFyn, er allerede gået i produktion og forventes at få premiere i starten af næste år.  

Læs mere om læringsmaterialet for KENDER DU HENDE her: https://kenderduhende.dk/

For yderligere information, kontakt:

Klaus Hansen, FilmFyn / klaus@filmfyn.dk / 20 81 09 59