Optagelserne til filmatiseringen af Kim Leines prisvindende debutroman KALAK er netop startet i København og Grønland, hvorefter den med støtte fra FilmFyn rykker til Fyn, hvor store dele af efterarbejdet finder sted. KALAK forventes at få premiere i 2023.
KALAK er historien om Jan, som bor med sin familie i Nuuk og arbejder som sygeplejerske. Jan er konstant på flugt fra sig selv og opsluges af et kaotisk liv med stoffer og sex, mens han drømmer om at blive en del af den grønlandske åbne kollektivistiske kultur – ved at knalde sin vej ind. Når nogen kalder ham Kalak – som meget sigende har en dobbeltbetydning som både ’ægte’ og ’skide’ grønlænder – bærer han det med stolthed. Men Jan kan ikke blive ved med at flygte. Han bliver nødt til at konfrontere sit traume fra teenageårene og løsrive sig fra sin fars psykologiske jerngreb. KALAK er baseret på virkelige hændelser.
Udover at store dele af efterarbejdet foretages på Fyn, er flere fynske filmarbejdere også inde over, om det udtaler FilmFyn direktør, Klaus Hansen:
”KALAK er en filmatisering af Kim Leines bog af samme navn der med udgangspunktet i hovedpersonen giver et stærkt bidrag til at forstå forholdet mellem Grønland og Danmark. Jeg er rigtig glad for at FilmFyn har kunnet støtte denne vigtige film, der får en fynsk dimension med fynske filmarbejdere bl.a. production designer Josephine Farsø.”
Isabella Eklöf blev fanget af historien, da hun en dag tog en bog ned fra sin bogreol og læste bagsideteksten på omslaget. Uden at have læst bogen skrev hun til Kim Leine for at indlede en dialog om filmatisering:
”Da jeg læste den bagsidetekst, tænkte jeg, hvorfor har jeg købt den her og ikke læst den med det samme. Jeg vidste, at jeg måtte skynde mig og kontakte Kim Leine inden nogen anden snuppede bogen. Til min glæde var bogen tilgængelig, og vi fandt hurtigt hinanden i tilgang og proces. Vi har haft et fantastisk givende samarbejde, og jeg glæder mig til komme i gang med optagelserne.
…
Jeg håber, vi kan skabe en dramatisk og intens film – beskidt på en poetisk måde og desperat men samtidig kontrolleret. Mit ønske er, at filmen skildrer post-kolonialisme som et kæmpemæssigt komplekst rod på den mest sande, sårende og tankevækkende måde.”
Om samarbejdet med Isabella Eklöf, siger Kim Leine:
“For mig har det været en interessant oplevelse at arbejde med at lave min selvbiografiske roman om til en film. Jeg er ikke meget for udtrykket “filmatisering”, som om filmen er en illustration med levende billeder af romanen. Filmen og romanen er to forskellige ting. Filmen skal stå på egne ben og være noget i sin egen ret. Det vil sige at jeg har skullet ændre ting i romanen for at det kunne fungere i filmen. Dermed har bogen fået nyt liv for mig, for den har på en måde løsrevet sig fra min personlige historie og er blevet noget almengyldigt, håber jeg.”
Rollen som Jan spilles af Emil Johnsen, som har medvirket i flere internationale produktioner ALL THE BEAUTY, GUIDANCE, Netflix-hittet OKKUPERET og indiefilmen THE ICE CREAM TRUCK. Jans kone, Lærke, spilles af Asta Kamma August (PAGTEN og SEX) og Jans far Ole spilles af Søren Hellerup, som har opbygget en skuespilkarriere i Portugal og Brasilien. De bærende grønlandske roller spilles af filminstruktør, Berda Larsen, Connie Kristoffersen mest kendt fra teater og sin maskedans samt musiker og skuespiller, Hans-Jukku Noahsen. Desuden medvirker blandt andre Allie Maggie Kvist, Bertram Lilliendal Krassel, Anders Mossling og Vigga Tukala.
Isabella Eklöf
Isabella Eklöf er uddannet fra Den Danske Filmskole og debuterede med filmen HOLIDAY, som fik premiere på Sundance Filmfestival i 2018 og deltog på filmfestivaler i hele verden. HOLIDAY vandt fire Bodil-priser herhjemme blandt andet for Bedste film. Isabella Eklöf har sammen med Ali Abbasi skrevet manuskript til Un certain regard-vinderen i Cannes GRÆNSE. Med disse to anmelderroste og prisvindende film har Isabella Eklöf positioneret sig selv som en ekstrem modig og visionær filmskaber og er i dag en eftertragtet instruktør og manuskriptforfatter i Norden og internationalt. Hun har instrueret to afsnit af serien SERVANT på Apple+ og på HBO MAX-serien, INDUSTRY.
Kim Leine
Kim Leine er født i Norge og flyttede til Danmark som teenager. Han uddannede sig til sygeplejerske og arbejdede i Grønland, hvor han boede og arbejdede i 15 år. KALAK er Kim Leines debutroman og udkom i 2007. Forfatterskabet kredser rastløse mennesker, som er splittet mellem det barske og dragende liv i Grønland og det konforme Danmark og om misbrug og flugt. Leine modtog Nordisk råds litteraturpris og De gyldne laurbær for romanen PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN i 2013. I 2018 modtog Kim Leine Kronprinsparrets kulturpris for sit værk.
Fakta om filmen
Filmen er produceret af Maria Møller Kjeldgaard for Manna Film og fotograf er Nadim Carlsen, som før har stået bag kameraet på HOLIDAY, GRÆNSE og HOLY SPIDER. Filmen distribueres af Scanbox Entertainment i Danmark. KALAK er produceret af Manna Film i samarbejde med Momento Film, Film i Väst, Mer Film, Lemming Film, Made, Polarama Greenland og Beofilm. Med støtte fra Det Danske Filminstitut, DR, FilmFyn, Creative Europe, Government of Greenland, NAPA, Sermersooq Municipality Culture Fund, Det Svenske Filminstitut, SVT, Det Norske Filminstitut, Mediefondet Zefyr, NRK, Netherlands Film Fund, Finnish Film Foundation, Yle og Nordisk Film & TV Fond.