Biograffilmen KONTRA er et drama om unge gymnasieelever
og får premiere over hele landet 19. september næste år.
Landets førende instruktør inden for ungdomsserieformatet tager næste karriereskridt og skaber nu biograffilmen KONTRA, som bliver hans første spillefilm. Jonas Risvig, der både skriver og instruerer KONTRA, har haft en kometkarriere som serieinstruktør siden han debuterede som 22-årig i 2015 og står bag anmelderroste seriesucceser som Salsa, Drenge, Grænser, Centrum og ZUSA.
Med KONTRA tager han nu springet over til det store biograflærred med sit mest ambitiøse projekt til dato. Filmen, der starter optagelser 4. september, optager en uge på fynske locations bl.a. i Faaborg-Midtfyn og Odense Kommune. KONTRA produceres af Nimbus Film og får biografpremiere 19. september 2024.
Et generationsportræt af vor tids unge
Outsiderne Fanny og Liljas største ønske er at blive populære på deres gymnasium. Det bliver starten på en tempofyldt rejse i jagten på en ny identitet, der kan åbne døre til både sex, fester og kærlighed. Men popularitet har en pris, og pigerne indser, at jo større en facade man gemmer sig bag, desto længere væk kommer man fra sig selv.
KONTRA er et autentisk generationsportræt af vor tids unge – et drama om den tid vi lever i og om at være ung på godt og ondt. Et liv hvor venskab, fester og forelskelse konstant udfordres af sociale medier, hierarkier og et massivt forventningspres. Og hvor håb, mobning og afmagt altid går hånd i hånd.
Samtaler med over 100 unge
Jonas Risvig har hentet inspiration til KONTRA gennem workshops, research og samtaler med over 100 unge over det seneste år. Han er gået målrettet efter autencitet og troværdighed i både situationer, relationer, adfærd og følelser blandt de unge, og derfor har han også castet unge talenter i alle roller. I de to store hovedroller som Fanny og Lilja ses de to unge debutanter Andrea Hjejle og Anna Lehmann, mens det store cast rundt om dem består af et miks af debutanter og tidligere medvirkende fra Jonas Risvigs serier (bl.a. Safina Waldau og Ingrid Bjergkraft fra Salsa, Signe Ida Poulsen fra Er du på? og Kasper Leisner som han arbejder med for første gang.)
For Jonas Risvig er det en drøm at tage springet over til spillefilmens verden. Han udtaler:
”KONTRA bliver kulminationen på alle de serier jeg har skabt, samtidig med at det bliver et nyt kapitel for mig som instruktør. Den stikker kniven ind et sted, hvor forældre kommer til at blive chokeret, mens unge forhåbentligt endelig føler sig set. Der er ikke mange der tør at tale om de ting som filmen handler om, og det er skam ikke min fortjeneste at vi forhåbentligt lykkes, men derimod målgruppen som har hjulpet med at skrive filmen. Det har taget mere end to år at færdiggøre manuskriptet, og skriveprocessen har været styret ekstremt hårdt, af unge fra hele landet, som har læst med igen-og-igen. I hånden står jeg med et projekt, som formegentlig bliver det mest frygtindgydende jeg nogensinde har kastet mig ud i. Jeg har skrevet en film med det benspænd, at alt skulle være så tæt på realismen som overhovedet muligt. De fleste skuespillere er type-castet direkte fra de miljøer, hvor filmen har fundet sin inspiration. Der er ikke en eneste opdigtet location i filmen, og tematikkerne ligger så uhyggeligt tæt på virkeligheden, at jeg som instruktør har måtte smide alle fordomme til side og leve mig selv helt ind i filmen.”
Det kreative hold
Som instruktør og manuskriptforfatter udgør Jonas Risvig det kreative kraftcenter bag KONTRA. Filmen er produceret af Jasmine Hermann Naghizadeh for Nimbus Film, og på det kreative hold findes en række af Jonas Risvigs faste samarbejdspartnere, bl.a. fotograf Jesper Christensen, klipper Mie Sofie Nielsen, production designer Rie Lykke, komponist William Risvig og stylist Anna Carli.
KONTRA er støttet af Det Danske Filminstitut v. konsulent Lotte Svendsen og FilmFyn i samarbejde med Scanbox Entertainment og DR.
Fakta om KONTRA:
Det kreative hold:
- Instruktør og manuskriptforfatter: Jonas Risvig
- Producer: Jasmine Hermann Naghizadeh
- Fotograf: Jesper Christensen
- Klipper: Mie Sofie Nielsen
- Production Designer: Rie Lykke
- Stylist: Anna Carli
- Komponist: William Risvig
- Lyddesigner: Jakob Strandgaard
- Produktionsselskab: Nimbus Film
Rollelisten:
- Lilja: Anna Lehmann
- Fanny: Andrea Hjejle
- Kajsa: Nikoline Smith
- Bertram: Maximillian Hale
- Sebastian: Noah Risbo
- Emma: Asta Karberg
- Lucca: Sarah Madsen
- Asta: Safina Waldau
- Thomas: Kasper Leisner
- Og mange flere
Øvrige fakta:
- Optageperiode: 4. september – 3. oktober 2023 i København, Nordsjælland og på Fyn
- Premiere: 19. september 2024
- Distribution: Scanbox Entertainment