HERKULES FALDER: Virkelighed og fiktion smelter sammen på Strynø

HERKULES FALDER, der blandt andet er støttet af FilmFyn, er primært optaget på Strynø, hvor Natur Retreat for Veteraner danner rammen om både filmens handling og virkelighedens arbejde for at hjælpe krigsveteraner med at komme tilbage til livet. Filmen får premiere den 20. november.

Scala Svendborg dannede tirsdag den 11. november rammen om FilmFyns forpremiere på HERKULES FALDER – en film, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed bliver opløst. Filmen, der er instrueret af Christian Bonke og primært er optaget på Strynø, følger den danske soldat Youssef (Dar Salim), der efter flere udsendelser vender hjem til Danmark. Men uden at kunne finde fred. Da en voldsom hændelse rammer hans familie, må han forlade alt og rejse ud på den lille sydfynske ø, hvor han sammen med andre veteraner forsøger at finde fodfæste i tilværelsen igen.

På øen møder Youssef Anne-Line Ussing og Stuart Press, der i virkeligheden driver Natur Retreat for Veteraner – et sted, hvor tidligere soldater har kunnet få hjælp til at komme sig efter krigstraumer og psykiske mén. Her spiller de sig selv, sammen med en række ægte krigsveteraner, der har lånt deres egne erfaringer og sprog til filmens univers.

Efter forpremieren deltog Anne-Line Ussing, Stuart Press og veteran Casper Fink i en debat modereret af Signe Ryge. Samtalen blev et stærkt vidnesbyrd om filmens ægthed og den særlige virkelighed, der ligger bag.

”Alt det, I ser i filmen, er autentiske oplevelser. Det er historier, som vi kender fra virkeligheden – enten gennem os selv eller andre veteraner. Der er ikke noget, der er opfundet. Alt er sket. Og det gør filmen både svær og vigtig at se,” fortalte Casper Fink, der selv arbejder som peer-medarbejder på retreatet.

Fotos: Andreas Bastiansen

Et unikt filmprojekt – og en virkelig fortælling

På Natur Retreat for Veteraner har veteraner levet og arbejdet sammen under helt særlige vilkår. Her handler det ikke om terapi i traditionel forstand, men om ansvar, fællesskab og at tage ejerskab over sit eget liv – værdier, som filmen bringer til live.

”Vi håber, at HERKULES FALDER kan være med til at vise, at heling er mulig, når man tager ansvar for sin situation og får støtte fra fællesskabet. Det handler ikke om at blive reddet – men om at lære at bære sit liv igen,” sagde Stuart Press under debatten.

”Vi har lært, at det at tage ansvar for sig selv og hinanden er det første skridt mod heling. Filmen viser netop det: at man ikke skal reddes, men genfinde sin egen styrke,” tilføjede han.

Anne-Line Ussing har arbejdet med veteraner i mere end et årti. Tilbage i 2023 valgte Anne-Line Ussing og Stuat Press at lukke retreatet. Til premieren fortalte hun, hvordan filmen vækkede minder og følelser til live – og hvordan det at se de gamle veteraner igen, mange år efter deres ophold, mindede hende om, hvorfor arbejdet er så vigtigt:

”Da vi så dem igen, nogle med deres børn og familier, blev det tydeligt, hvor meget det betyder, når en veteran rejser sig. De positive ringe i vandet breder sig – til børn, ægtefæller og forældre. Det er bevægende at se, at det faktisk virker,” sagde hun.

Filmens nerve: Når soldater spiller sig selv

Det, der gør HERKULES FALDER helt særligt, er, at filmens soldater ikke spilles af skuespillere – men af veteraner, der selv kender de kampe, filmen viser. I en intens scene tvinges Youssef til at bede om hjælp under et sammenbrud, og som Casper Fink fortalte, rammer scenen plet:

”Det er en klassisk situation. Den viser, hvor svært det er at række ud – og hvor stærkt det er, når det endelig sker. For mange af os er det at bede om hjælp det første skridt tilbage til livet.”

Instruktør Christian Bonke har tidligere fortalt, at filmens mål har været at skildre soldatens kamp indefra. Uden at romantisere, men med respekt. Og med Strynøs landskab som baggrund får filmen et nærmest meditativt præg, hvor naturen bliver både vidne og læge.

HERKULES FALDER er produceret af Beo Starling af producer Amalie Lyngbo Quist med støtte fra blandt andet FilmFyn og Det Danske Filminstitut (DFI). Hele filmen er hovedsageligt optaget på Strynø, men også med bidrag fra lokale kræfter, der har været en del af både produktionen og retreatets hverdag.