FilmFyn og Regner Grasten Film kan i dag offentliggøre den kommende spillefilm DEN, DER LEVER STILLE. En filmatisering af Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman af samme navn.
DEN, DER LEVER STILLE er en Kong Ødipus fortælling: Du er født med en forudbestemt skæbne, du ikke kan flygte fra. I DEN, DER LEVER STILLE er Leonoras forudbestemte skæbne hendes sociale arv, som hun skal bryde ud af, hvis hun vil være fri.
DEN, DER LEVER STILLE er netop gået i optagelser på Fyn, hvor en del af handlingen også udspiller sig i bogen.
Direktør for FilmFyn, Klaus Hansen udtaler:
”Jeg er rigtig glad for at vi har kunnet støtte DEN, DER LEVER STILLE. Det er en stærk film for Fyn. Handlingen foregår altovervejende på Fyn og det fynske filmmiljø er stærkt repræsenteret på holdet bag kameraet.”
Med Svendborg som ramme
På få uger har filmholdet opbygget et stort filmstudie på Fyn, hvor store dele af DEN, DER LEVER STILLE optages. Svendborg Gymnasium, hvor kulisserne er bygget, danner rammerne for filmatiseringen af Leonora Christina Skovs bestseller under optagelserne i de kommende uger. Produktionsselskabet har flere gange optaget på Fyn, og beskriver Fyn som noget særligt i jagten på de gode locations.
Regner Grasten udtaler:
”I Svendborg har vi fået noget vi ikke kunne finde andre steder – og noget som vi aldrig havde lykkedes med at finde i København eller omegn. Vores locations er faktisk ret unikke, det er derfor jeg så godt kan lide Fyn. Fynboerne tager imod os med åbne arme og er med på det hele.”
Det bliver Puk Grastens største projekt til dato, når hun instruerer og skriver DEN, DER LEVER STILLE frit efter den selvbiografiske roman. Puk Grasten er internationalt uddannet fra både Den Internationale Filmskole EICAR i Paris og den anerkendte filmskole NYU Tisch School of the Arts, hvorfra hun skrev og instruerede sin debutspillefilm, 37 (2015), som hun har vundet flere priser for.
Puk Grasten udtaler:
”Den, Der Lever Stille har fået den kæmpe succes, da alle har mærket den sociale kontrol for, hvordan man burde leve. Det uhyggelige i ”Den, Der Lever Stille” er hvor skræmmende genkendelig, den er for mange. Mange kan se sig selv i historien, men det er ikke alle, der har sluppet ud; At få lov til at visualiserer så stærk en historie er en gave for en filminstruktør og mit håb er at give publikum en helt ny oplevelse af Leonora Christinas bog.”
Ungt talent i rollen som Leonora Christina Skov
Stortalentet Frederikke Dahl Hansen skal i hovedrollen som Leonora Christina Skov spille sin største rolle til dato. Frederikke Dahl Hansen har haft flere imponerende roller bl.a. i ungdomsfilm- og serier som DR3-serien NOIA (2020) og Xee-serien Limboland (2020). Dahl Hansen modtog som kun 18-årig en Bodilpris for Bedste Birolle for sin præstation i ungdomsfilmen You & Me Forever (2012).
Filmen får biografpremiere i 2023 og produceres af Regner Grasten Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og FilmFyn. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution.