MR. FREEMAN gik i optagelser i Nyborg og Odense for to uger siden, og nu er FilmFyn, Zentropa og Nordisk Film Distribution klar til at afsløre flere detaljer om filmens handling og skuespillere.
MR. FREEMAN er et hjertevarmt, humoristiske familiedrama skrevet og instrueret af prisbelønnede Mads Matthiesen, og produceret af Jonas Bagger på Zentropa, der glæder sig over at arbejde på Fyn igen:
–” Jeg og Zentropa har lavet film på Fyn mange gange gennem årene og det er altid en kæmpe fornøjelse at være her. Omgivelserne inspirerer og de samarbejder vi opbygger med de fynske filmfolk og andre lokale samarbejdspartnere er guld værd både kreativt og produktionsmæssigt.”
Handlingen
Da den ensomme teenager Simone indleder et online-forhold til en sød og flot afrikansk fyr med navnet Freeman, får hun overbevist sine modstræbende forældre om, at han kan komme til Danmark og besøge familien i nogle uger. Som Simones forhold til Freeman vokser, vokser familiens modstand samtidig, og Simones oprør sætter gang i en større lavine, der kan splitte familien for altid.
Stærke skuespillere – og en ung fynsk debutant
Filmens skuespillere består både af nye spændende talenter og erfarne kræfter. I hovedrollen som Simone kan man opleve det unge talent Lina Lund Jørgensen, som får sin debut i MR. FREEMAN. Over for hende i rollen som Mr. Freeman spiller franske Daouda Keita. I rollerne som Simones forældre Kirsten og Leif ses Mia Lyhne og Nicolas Bro. I andre roller medvirker blandt andre Kian Lawson Khalili, Caspar Phillipson.
I rollen som lillesøster får den unge fynske Liva Vesterlund fra Odense sin debut på det store lærred.
En moderne familieskildring i biograferne
MR FREEMAN får biografpremiere den 16. marts 2023, og Nordisk Film Distribution glæder sig til at lancere filmen. Market Director Frederik Honore udtaler:
–”MR. FREEMAN lægger sig i traditionen af bevægende familiedramaer som ”En helt almindelig Familie”, ”Hvor kragerne vender” og den dugfriske Oscar-vinder ”Coda”. Film som alle tager udgangspunkt i en varm og humoristisk skildring af den moderne familie og dens genvordigheder. Jeg glæder mig meget til at kunne vise MR. FREEMAN i biograferne til næste forår.”
Holdet bag filmen
MR. FREEMAN er instrueret og skrevet af Mads Matthiesen. Mads Matthiesen modtog i 2012 prisen for Bedste Instruktør på Sundance Film Festival for spillefilmsdebuten 10 timer i paradis (2012) og har siden instrueret spillefilmen The Model (2016) med Maria Palm og Ed Skrein i hovedrollerne, som havde verdenspremiere på Rotterdam Film Festival og som var nomineret til Dragon Award Best Nordic Film på Göteborg Film Festival, samt afsnit af Netflix-serien Equiniox.
Mads blev uddannet fra SUPER16 i 2008 efter en succesfuld tid på skolen. Mads Matthiesens førsteårsfilm Mum (2006) blev udtaget til Venedig Film Festival, midtvejsfilmen Dennis (2007) blev udtaget til Sundance Film Festival og modtog blandt andet Melbourne Film Festivals Grand Prix. Hans afgangsfilm Cathrine (2009) blev udtaget til Berlinalen og til Clermont Ferrand Int. Film Festival.
Camilla Hjelm Knudsen er filmens fotograf og har tidligere samarbejdet med Mads Matthiesen på Cathrine. Camilla Hjelm Knudsen har store film og priser bag sig og har bl.a. fotograferet Martin Zandvliets Oscar-nominerede Under Sandet (2015), som hun vandt en Robertpris og en European Film Award for. Ligeledes er filmens klipper den anerkendte Kasper Leick, der har klippet store film og dokumentarer som Scandinavian Star (2020), Unge Astrid (2019), Underverden (2017) ogden prisvindende En kongelig affære (2012). Filmens Production Designer er Julie Hennecke Hartman, som har skabt production design til bl.a. Sygeplejeskolen (2019-2021) og Frelle Petersens kommende spillefilm Resten af livet (2022)
Filmen er produceret af Zentropa’s Jonas Bagger, der har produceret spillefilm som Fasandræberne (2014), The Model (2016), TV 2 –serien Håbet (2018), Wulffmorgenthaler’s Mugge & Vejfesten (2019)og co-produceret film som Lars von Trier’s The House That Jack Built (2018), Journal 64 (2018) og Kvinden i buret (2013). Jonas står bag de kommende spillefilm Mugge og hans mærkelige hjerne (2022)og Frelle Petersens Resten af livet (2022),der begge får premiere senere på året. Jonas er uddannet producer fra Super16 sammen med Mads Matthiesen og Markedsføringsøkonom (AK) med speciale i International Filmlancering.
MR. FREEMAN er produceret af Zentropa Entertainments3 med støttet fra Det Danske Filminstitut v. filmkonsulent Lotte Svendsen, FilmFyn, DR og Nordisk Film Distribution.
Rolleliste:
- Simone: Lina Lund Jørgensen
- Mr. Freeman: Daouda Keita
- Kirsten/mor: Mia Lyhne
- Leif/far: Nicolas Bro
- Ole: Caspar Phillipson
- Bjørn: Kian Lawson Khalili
- Silja/Lillesøster: Liva Vesterlund
Holdet (Nøglefunktioner):
- Instruktør og manuskriptforfatter: Mads Matthiesen
- Producer: Jonas Bagger
- Fotograf: Camilla Hjelm Knudsen, dff
- Castere: Gro Therp, Mathilde Snodgrass, Anne Magnér
- Production Designer: Julie Hennecke Hartmann
- Chefrekvisitør: Trine Weber Sundstrup
- Produktionsleder: Caroline Steenberg Dam
- Line Producer – udvikling og administration: Marianne Jul Hansen
- Chefkostumier: Sarah Thaning
- Chefsminkør: Ea Hvarre
- Klipper: Kasper Leick
- Komponist: Sune Martin
- Produktionsselskab: Zentropa
- Premieredato: 16. marts 2023
- Distribution: Nordisk Film Distribution