Café Exit, Østifterne, Northern Souls, Odense Kommune og FilmFyn inviterede tirsdag den 11. november til visning og debat i Café Biografen i Odense af Camilla Arliens dokumentarfilm ”Hvis jeg dør i dag”.
Da filmens instruktør Camilla Arlien første gang trådte ind i en fængselscelle på Fyn for syv år siden, anede hun ikke, at mødet med den unge indsatte Jannik skulle blive begyndelsen på et langvarigt og dybt personligt filmprojekt. I dag står resultatet klar: dokumentarfilmen ”Hvis jeg dør i dag”, en rå og rørende fortælling om et menneske, der kæmper for at få fodfæste i livet efter afsoning.
Filmen, som er støttet af FilmFyn og delvist optaget på Fyn med flere fynske filmarbejdere, sætter fokus på et samfundsproblem, der alt for sjældent får reel opmærksomhed: Hvordan hjælper vi unge, der har været i fængsel, med at starte forfra? Og er det overhovedet muligt at blive resocialiseret, hvis man aldrig rigtig er blevet socialiseret?
”Jeg mødte Jannik i en fynsk fængselscelle. Han var kun 23 år, men havde siddet inde i næsten fem år. Han virkede reflekteret, sårbar og fuld af længsel efter noget bedre. Da han fortalte mig, at han faktisk var bange for at blive løsladt, forstod jeg det ikke i starten. Men det forstod jeg senere,” fortæller Camilla Arlien.
Jannik blev dømt for drabsforsøg som 18-årig. Efter han blev løsladt, forsøgte han ihærdigt at finde fodfæste. Med job, kærlighed og musik. Men fortidens skygger, gæld og et system uden sammenhæng gjorde kampen næsten umulig. Som 27-årig tog han sit eget liv.
”Janniks historie er ikke kun hans. Når man bliver løsladt fra et dansk fængsel, står man ofte uden plan, med gæld, en plettet straffeattest og få muligheder. For alles bedste skal vi blive bedre til at forebygge. Og til at tilgive. Jeg håber, filmen kan åbne nogle øjne,” siger Camilla Arlien.
Et fælles ansvar
Efter filmvisningen i Café Biografen fulgte en debat, hvor både forskere, praktikere og mennesker med egne erfaringer fra eget liv drøftede, hvordan man på Fyn og i Danmark kan blive bedre til at støtte tidligere indsatte.
Linda Kjær Minke, professor ved SDU og moderator, lagde ud:
”Filmen viser med smertefuld tydelighed, hvor komplekst det er, når psykisk sårbarhed, systemsvigt og sociale udfordringer flettes sammen. Det kalder på samarbejde på tværs af sektorer.”
Annette Lysgaard, enhedschef i Kriminalforsorgen Midtfyn, pegede på behovet for mere nærvær og alternative metoder:
” Der er brug for, at vi bliver ved med at arbejde med fællesskaber og en god kultur i fængslerne. Vi skal møde de indsatte med ordentlighed og omsorg. Og skabe relationer, der rækker ud over cellen. Jeg drømmer om flere initiativer som vores servicehund-projekt, hvor indsatte træner hunde til borgere med psykiske udfordringer. Det skaber ro, ansvar og menneskelighed.”
Martin Markvadsen, speciallæge i psykiatri og konsulent for Kriminalforsorgen, satte fokus på de psykisk syge indsatte:
”Der er stadig indsatte, der burde være i behandling, ikke bag tremmer. Psykiatrien og Kriminalforsorgen må finde bedre måder at samarbejde på, så ingen falder mellem to stole. Det er ofte dem med misbrug, traumer og psykisk sygdom, der bliver tabt.”
For Tina Rasmussen, socialrådgiver i Odense Kommune, handler det om at gribe ind tidligere:
”Vi har søgt midler til et toårigt projekt, der skal sikre, at vi kommer ind i fængslerne i god tid inden løsladelsen. Det handler om ID, bolig, bankkonto og struktur, men også om at skabe et hjem og et håb. Vi arbejder ud fra princippet housing first. Basen skal være på plads, før livet kan genopbygges.”
Kristian Sejersen fra Café Exit i Odense fortalte, hvordan virkeligheden rammer:
”Mange tror, at alt bliver godt, når porten åbner. Men det er dér, de virkelige udfordringer begynder. Hver historie er unik, og vi må møde folk, hvor de er – ikke hvor systemet synes, de burde være.”
Og Boris Andersen, tidligere indsat og ven til Jannik, fortalte ærligt om sin egen erfaring fra et svigtende system:
”Man bliver jo bare smidt ud med en gæld og en plettet straffeattest. Det er en umulig start. Vi har brug for én fast kontaktperson – én, der følger én hele vejen. For vi taler om unge, der aldrig har haft en chance. Og alligevel forventer vi, at de skal kunne starte forfra alene.”
Et filmisk opråb
”Hvis jeg dør i dag” er ikke bare en personlig fortælling om Jannik. Det er et filmisk opråb om ansvar, empati og nødvendigheden af at tænke nyt i mødet med mennesker, der falder udenfor systemets kasser.
For Camilla Arlien var projektet også en personlig rejse:
”Jeg fulgte Jannik i syv år. Han faldt og rejste sig utallige gange. Og selv i mørket havde han et håb – og en varme, som jeg tror mange vil kunne mærke i filmen. Det her handler ikke om skyld, men om årsager. Og om vores fælles ansvar.”
