Personer fra venstre: Thure Lindhardt, Trine Dyrholm, Morten Burian, Rebecca Ellen, Selma Sunniva, Christian Tafdrup, Ila Melina Raja. Fotograf: Mette Carla Albrechtsen
Filmen instrueres af debuterende instruktør Selma Sunniva og på rollelisten ses store navne som Trine Dyrholm, Christian Tafdrup, Thure Lindhardt og Josephine Park. Hovedkarakteren spilles af debutanten Rebecca Ellen, som blev fundet ved en casting blandt 300 unge kvinder.
Optagelserne til filmatiseringen af Cecilie Linds prisvindende roman PIGEDYR er netop startet i og omkring Kerteminde på Fyn. PIGEDYR forventes at få biografpremiere i 2026.
Pigedyr optages udelukkende på Fyn og skaber liv og aktivitet primært i og omkring Kerteminde, derudover har filmen optagelser i Odense, Nyborg og Faaborg-Midtfyn Kommune. Filmen trækker på en lang række lokale kræfter: 22 fynske filmarbejdere er med på holdet og 7 fynske skuespillere medvirker foran kameraet i mindre roller. Filmen samarbejder desuden med produktionslederuddannelsen i Svendborg under optagelserne.
PIGEDYR bliver Selma Sunnivas første fiktionsspillefilm, men hun har allerede positioneret sig som et nyt stærkt talent på den danske og internationale scene. Særligt med sin førsteårsfilm, Et Eksempel (l’ISFF Clermont-Ferrand & Bedste Kortfilm til Robert Prisen) og sin afgangsserie En Af Os Ryster (vinder på Series Mania 2025) fra Super16. Sunniva har skrevet manuskriptet til filmatiseringen sammen med Sissel Dalsgaard Thomsen, som senest har vundet Robert Prisen for bedste adapterede manuskript for sit arbejde på filmatiseringen af Kim Leines debutroman, Kalak.
”Jeg kan kun begære, hvis jeg ved, jeg er begæret” – ordene stammer fra filmens hovedkarakter, Sara – pigedyret. En dukke og en dukkefører. Et begærsobjekt og et begærsvæsen. Filmen undersøger, hvordan Saras seksualitet blomstrer, men også manipuleres, og muteres, henover hendes teenageår. En “Lolita-fortælling” fortalt fra Lolitas synspunkt. En fortælling, som udforsker, hvordan barndomstraumer og dysfunktionelle forhold kan forme et menneskes spæde personlighed og seksualitet.
PIGEDYR er et psykologisk drama med en forhøjet virkelighed om den objektificerede unge pige, som grænseoverskrides via seksualisering. Den balancerer mellem selvhævdelse og selvudslettelse. Frigørelse og fortabelse. Magt og afmagt.
Selma Sunniva siger: ”Da jeg læste Pigedyr blev jeg både frastødt og tiltrukket. Genialt nok var dét meget lig den følelse, jeg selv havde i mine teenageår og i starten af mine 20ere. Jeg håber, at arbejdet med denne her film kan være med til at kaste lys over, hvordan pigens seksualitet og i særdeleshed seksualiseringen af den unge pige, er forankret og internaliseret i individet, men især i vores samfund. Seksualiseringen af den unge pige er en folkesygdom, og pigedyrsfortællingen er en effektiv pegefinger og undersøgelse af, hvorfor seksualiseringen stadig lever i bedste velgående. Både luderen og madonnaen fylder inde i mig, men jeg kan mærke i mig selv, og se i kvinder, at der i dét at være hunkønnet findes mere end de to begrænsede muligheder. Intentionen med PIGEDYR er at portrættere “ungpigen” / “ungkvinden” som et driftstyret væsen; for at vise det voldsomme i at være pige, det voldsomme i at have en seksualitet som ung kvinde og for at vise kontrasterne mellem det, den unge kvinde i sin essens er, og det unge kvinder SKAL være – og alle gråzonerne derimellem”.
Rollen som hovedkarakteren, Sara spilles af debutant Rebecca Ellen. Både Rebecca Ellen og Ila Melina Raja, som spiller Saras bedste veninde, Rosa i filmen, blev begge fundet ved en casting blandt næsten 300 unge kvinder. Saras forældre spilles af Trine Dyrholm og Morten Burian. Thure Lindhardt medvirker som præsten, Dario og Rosas far spilles af Christian Tafdrup. Voksne Sara spilles af Nanna Skaarup Voss og Monika spilles af Josephine Park.
Cecilie Lind siger: “Det er en drøm, der går i opfyldelse, at Pigedyr skal filmatiseres. Jeg har altid elsket film og brugt dem som tilflugtssted. Når jeg skriver, skriver jeg i billeder, og film har altid givet mig billeder. Det er smukt, at noget, jeg har skrevet, nu vender tilbage til mig som filmbilleder. Det er jeg dybt taknemmelig for. Min roman kunne ikke være i bedre hænder end i Selmas. Hun er en vild filmskaber, jeg er stor beundrer af hende, og jeg kan ikke vente med at se, hvilket pigedyr hun slipper fri i verden. Jeg tror, det bliver en vidunderlig, barsk og smuk film. En film, der vil hjemsøge mig på den ømmeste og mest uundgåelige måde. Jeg glæder mig og synes, at I også skal glæde jer.”
PIGEDYR produceres af Maria Møller Kjeldgaard og Ann-Sofie Grøndal for Manna Film, som senest står bag dokumentarfilmen, Ekko af Kærlighed samt spillefilmene, Stille Liv og Kalak.
Filmen distribueres af Angel Films i Danmark og blev i udviklingen præsenteret på Göteborg Film Festival. Filmen er støttet af New Danish Screen under Det Danske Filminstitut, FilmFyn, DR og Creative Europe Programme – Media.
Selma Sunniva
Selma er uddannet fra den uafhængige filmskole Super16 som instruktør og havde sin afgang i 2024. Hendes førsteårsfilm, Et Eksempel, udforsker i et one-take, hvordan alt kan bryde sammen på meget kort tid på en psykiatrisk afdeling og blev blandt andet vist på Clermont-Ferrand ISFF, Nordisk Panorama, Nordic Film Days Lübeck og vandt prisen for Bedste Danske Kortfilm ved Odense FF samt Bedste Kortfilm ved Robert Prisen. Selmas afgangsprojekt, miniserien En af Os Ryster vandt prisen for bedste Short Form på Europas største seriefestival, Series Mania. Selmas arbejde indebærer typisk en undersøgelse af synergien mellem det absurde og det socialrealistiske, et detaljeret verdensbillede og grundig karakterudvikling som tilsammen forløses med forskellige formgreb. Selma er desuden under uddannelse som harpenist på Det Kongelige Kunstakademi.
Cecilie Lind
Pigedyr (2022) er skrevet af Cecilie Lind, som vandt Kritikerprisen for romanen med ordene: ”Generelt er det nok en god idé at interessere sig for, hvad de figurer, der fremstår passive i vores kollektive fortællinger og forestillinger, kunne have at sige til det hele. Men det er så langt fra en selvfølge, at bestræbelsen på at give nogen eller noget deres egen hårdt tiltrængte stemme bliver forløst med så enormt et overskud af indsigt, sanselighed og kompleksitet, som det sker i Pigedyr.” (Tale, Kritikerprisen 2022). Pigedyr blev desuden nomineret til DR Romanprisen, Politikens Litteraturpris, Jyllands-Postens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris. Romanen er også opsat som teaterstykke, som blev anmelderrost og ligesom romanen anset som at være et vigtigt indspark i en debat om kønsroller, magtstrukturer og seksualitet. Romanen udkommer i pt. Norge, Sverige, England og Tyskland. Den er udgivet af Gyldendal og produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency. Senest har Cecilie Lind været aktuel med den anmelderroste roman, Bristefærdig, der udkom i marts 2025.