FilmFyn søger ny direktør

Som direktør for FilmFyn får du en central rolle i at udvikle og styrke den fynske filmbranche som både kreativt miljø og vækstområde, og i at bidrage til dansk film med et stærkt og bæredygtigt regionalt aftryk.
Efter syv år i stillingen har vores nuværende direktør valgt at omlægge sit arbejdsliv. FilmFyn søger derfor en ny direktør, der kan videreføre de positive resultater og fortsat styrke Fyns position som en central aktør i dansk film – med fokus på vækst, nye arbejdspladser og et stærkt fynsk, kulturelt medejerskab.
Kompetencer og profil
Som direktør for FilmFyn er du en strategisk og visionær leder, der kan balancere kreative, politiske og forretningsmæssige hensyn i en kompleks branche. Du har et klart fokus på Fyn og arbejder samtidig i tråd med de nationale målsætninger for dansk film.
Du sætter en tydelig strategisk retning for organisationen og skaber resultater gennem samarbejde, tillid og klar kommunikation.
Vi søger en direktør, der har:
- dokumenteret erfaring med strategisk ledelse og organisationsudvikling fra en offentlig organisation og/eller film-, medie- eller øvrig kulturbranche
- erfaring med at agere i et politisk og offentligt forankret miljø, herunder samarbejde med ejerkommuner, region, bestyrelse, lovgivere og tilskudsydere
- stærke netværks- og relationskompetencer
- solide kompetencer inden for økonomi- og projektstyring
- erfaring med personaleledelse og en motiverende ledelsesstil
Det er en fordel, hvis du også har:
- indsigt i filmproduktion og medie økosystemet, herunder finansierings- og støtteordninger
- erfaring med forvaltning af offentlige midler og kendskab til forvaltningsretlige principper
- kendskab til erhvervsudvikling, turisme og regionale vækstinitiativer
- erfaring med branding, kommunikation og forandringsledelse
- en relationsskabende, initiativrig og troværdig profil
Om FilmFyn
FilmFyn er en regional filmfond, der støtter spillefilm, tv-fiktion og dokumentarfilm med det formål at skabe vækst, udvikling og oplevelser, der styrker filmkulturen på Fyn og i Danmark.
Organisationen består af syv medarbejdere. Hovedkontoret ligger i Faaborg, og der er desuden et mindre kontor i Odense.
Praktiske oplysninger
Tiltrædelse efter aftale. Den nuværende direktør fortsætter frem til 31. oktober 2026 med mulighed for tidligere overdragelse og vil herefter være tilknyttet som ekstern konsulent frem til oktober 2027.
Stillingens karakter, herunder medvirken ved en del aften- og weekendarrangementer, indebærer at bopæl på Fyn er nødvendig.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter aftale.
Ansøgningen sendes til [email protected]
Ansøgningsfrist er d. 1.marts 2026.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Bestyrelsesformand René Szczyrbak, mobil 20601060
Administrativ chefkonsulent Mette Sigaard, 21603141




