Ved åbningen af Salaam Filmfestival i Vester Vov Vov biografen i København torsdag den 25. august blev årets Salaam Pris overrakt til filminstruktøren Helle Toft Jensen, dels for filmen ’Fremmede i Karl Oves Paradis’, men også for hele hendes virke som filminstruktør.
Festivalleder Lisbeth Lyngse, Salaam Filmfestival udtaler om ‘Fremmede i Karl Oves Paradis’: Det er en meget rørende beretning om, hvad en flok fremmede drenges ankomst gør ved eller snarere for et lille samfund. For filmen handler ikke om det problematiske ved at være flygtning, men viser hvilke positive forandringer, der kan ske for mennesker på en lille ø i verdenshavet, når de kommer i kontakt med mennesker fra andre dele af verden. Det er en smuk film om det smukke, der findes i mennesker, når de får mulighed for at udfolde det. Tak for filmen, og tak for hele dit virke.
Filmen ’Fremmede i Karl Oves Paradis’ kan ses på årets Salaam Filmfestival, men også på DR.DK.
Salaamprisen går til filminstruktøren Helle Toft Jensen for FREMMEDE I KARL OVES PARADIS
Helle Toft Jensen efter prisoverrækkelsen ved Salaam Filmfestival // Nicolai Perjesi