Ny stjernebesat Anders Thomas Jensen-film optages på Fyn!

Fra venstre bagest (stående): Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Anders Thomas Jensen, Sofie Gråbøl og Bodil Jørgensen. Fra venstre forrest (siddende): Lars Brygmann, Mads Mikkelsen og Søren Malling. Fotograf: Anders Overgaard

DEN SIDSTE VIKING har Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen i hovedrollerne som to brødre, mens også Lars Brygmann, Sofie Gråbøl, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro, Lars Ranthe, Kardo Razzazi og Peter Düring står på rollelisten. Filmen har premiere næste efterår.

Det har længe ligget i kortene, men i dag kan Zentropa, Nordisk Film Distribution og FilmFyn officielt offentliggøre Anders Thomas Jensens kommende spillefilm DEN SIDSTE VIKING som han både skriver og instruerer.

Dermed er Anders Thomas Jensen tilbage som instruktør for første gang siden 2020, hvor FilmFyn-støttede Retfærdighedens Ryttere blev hans største biografsucces til dato med over 600.000 solgte biografbilletter herhjemme og internationalt salg til 90 territorier i hele verden.

DEN SIDSTE VIKING optager i disse dage på Fyn, og om et par uger vender filmholdet kursen mod Sverige, hvor de resterende optagelser foregår. Der er forventet biografpremiere over hele landet i efteråret 2025. 

Handlingen
Anker løslades efter 14 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en psykisk lidelse der gør, at han ikke længere husker, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrerene sig nu ud på en overraskende rejse – både for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.

DEN SIDSTE VIKING er en humoristisk, underfundig og foruroligende fabel om identitet.

Danske superstjerner i hovedrollerne

DEN SIDSTE VIKING er Anders Thomas Jensens sjette film som instruktør, og det er samtidig sjette gang han arbejder sammen med to af dansk films største stjerner – Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, der spiller hhv. Anker og Manfred.

Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Anders Thomas Jensen.  Fotograf: Anders Overgaard

Nikolaj Lie Kaas har senest været aktuel i Lars von Triers Riget Exodus, Paprika Steens Fædre & mødre samt som instruktør på den populære komedieserie Agent. Til efteråret spiller Lie Kaas en bærende rolle i Thomas Vinterbergs stort anlagte miniserie Familier som vores
TV 2 samt hovedrollen i Charlotte Sielings filmdrama Vejen hjem.

Mads Mikkelsen har de senere år vekslet mellem hovedroller i danske film som den Oscarbelønnede Druk, Retfærdighedens Ryttere og Nikolaj Arcels periodefilm Bastarden, og store roller i amerikanske blockbustere som bl.a. Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmelighed og Indiana Jones and the Dial of Destiny.

Sofie Gråbøl er tilbage i en Anders Thomas Jensen-film for første gang siden Blinkende lygter (2000), mens der også er markante roller til Anders Thomas Jensen-gengangere som Lars Brygmann (Retfærdighedens Ryttere), Bodil Jørgensen (Mænd & Høns, De grønne slagtere), Søren Malling (Mænd & Høns), Nicolas Bro (Retfærdighedens Ryttere, Mænd & Høns, Adams æbler, De grønne slagtere) og Lars Ranthe (Adams Æbler). Men der er også, i denne sammenhæng, nye ansigter som svenske Kardo Razzazi og trommeslageren Peter Düring på rollelisten.

8 mio. solgte biografbilletter
Med to mio. solgte biografbilletter til sine foreløbigt fem spillefilm som instruktør og over seks mio. solgte billetter til de øvrige spillefilm han har været manuskriptforfatter på, er Anders Thomas Jensen uomtvisteligt én af vor tids allermest succesfulde danske filmskabere.

Anders Thomas Jensen. Fotograf: Anders Overgaard

Igennem de seneste tre årtier har Anders Thomas Jensen i høj grad præget dansk filmhistorie som manuskriptforfatter på omkring 60 danske spillefilm og kortfilm, heriblandt en alenlang række af store succeser og prisvindende film som I Kina spiser de hunde, Mifunes sidste sang, Susanne Biers Oscar-vinder Hævnen, Efter Brylluppet og Den skaldede frisør samt Niels Arden Oplevs drama Ser du månen Daniel og senestNikolaj Arcels Bastarden.

Som instruktør og forfatter står han bag filmsucceserne: Blinkende lygter, De grønne slagtere, Adams æbler, Mænd & høns samt Retfærdighedens ryttere.

DEN SIDSTE VIKING er produceret af Zentropa v/ producere Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann. Filmen er produceret af Zentropa Entertaiment4 i co-produktion med Film i Väst & Zentropa Sweden v. Lizette Jonjic med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Svenska Filminstitutet, Eurimages, Nordisk Film & TV Fond, Den Europæiske Union, i samarbejde med Nordisk Film Distribution A/S og TV 2 DANMARK. Det internationale salg varetages af TrustNordisk.

Fakta om DEN SIDSTE VIKING

Medvirkende:

  • Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Lars Brygmann, Sofie Gråbøl, Bodil Jørgensen, Kardo Razzazi, Peter Düring, Søren Malling, Nicolas Bro, Lars Ranthe m.fl.

Holdet:

  • Manuskript og Instruktion: Anders Thomas Jensen
  • Producere: Sisse Graum Jørgensen & Sidsel Hybschmann
  • Fotograf: Sebastian “Makker” Blenkov
  • Production Designer: Nikolaj Danielsen
  • Klippere: Nicolaj Monberg & Anders Albjerg Kristiansen
  • Komponist: Jeppe Kaas
  • Lyddesigner: Eddie Simonsen,
  • Key Make-up Designer: Louise Hauberg Lohmann
  • Kostumedesigner: Rikke Simonsen
  • Line Producer: Kristina Kornum.
  • Co-producer: Lizette Jonjic
  • Post Producer: Line Plougsbæk
  • Filmen er produceret af Zentropa Entertaiment4 i co-produktion med Film i Väst & Zentropa Sweden v. Lizette Jonjic med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Svenska Filminstitutet, Eurimages, Nordisk Film & TV Fond, Den Europæiske Union, i samarbejde med Nordisk Film Distribution A/S og TV 2 DANMARK. Det internationale salg varetages af TrustNordisk.
  • Internationalt salg: TrustNordisk
  • Dansk distribution: Nordisk Film Distribution
  • Premiere: Efteråret 2025