Med fire måneder til premieren på Anders Thomas Jensens længe ventede spillefilm DEN SIDSTE VIKING, kan vi i dag offentliggøre filmens to plakater, teasertrailer og de første stills fra filmen.
I materialet ses et broget persongalleri samt Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen i hovedrollerne som brødrene Anker og Manfred.
DEN SIDSTE VIKING er en fortælling om at opdage, hvem man selv er. I klassisk Anders Thomas Jensen-stil er filmen fyldt til randen med absurd komik og skæve, elskelige karakterer. Og en smule vold.
DEN SIDSTE VIKING rammer biografer over hele landet den 9. oktober
Handlingen
Enspænderen Anker løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomshjem for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.
DEN SIDSTE VIKING er en anderledes komedie om identitet.
Kreditering: Rolf Konow
Holdet foran og bag DEN SIDSTE VIKING
DEN SIDSTE VIKING er Anders Thomas Jensens sjette film som instruktør, og det er samtidig sjette gang han arbejder sammen med to af dansk films største stjerner – Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, der spiller hhv. Anker og Manfred.
Sofie Gråbøl er tilbage i en Anders Thomas Jensen-film for første gang siden Blinkende lygter (2000), mens der også er markante roller til Anders Thomas Jensen-gengangere som Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe. Men der er også, i denne sammenhæng, nye ansigter som svenske Kardo Razzazi og trommeslageren Peter Düring på rollelisten.
Kreditering: Rolf Konow
Anders Thomas Jensen har både skrevet og instrueret DEN SIDSTE VIKING. Han er en af Danmarks mest succesfulde filmskabere med to mio. solgte biografbilletter til sine fem spillefilm som instruktør samt over seks mio. til film, han har skrevet manuskript til bl.a. oscarvinderen Hævnen, Den Skaldede Frisør og tre Dogmefilm. Gennem tre årtier har han sat sit markante præg på dansk filmhistorie med omkring 60 spille- og kortfilm.
Anders Thomas Jensens film som instruktør hører til blandt danskernes mest elskede: Blinkende lygter, De grønne slagtere, Adams æbler, Mænd & høns og Retfærdighedens ryttere.
DEN SIDSTE VIKING er produceret af Zentropa v/ producere Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann. Filmen er produceret af Zentropa Entertaiment4 i co-produktion med Zentropa Sweden og Film i Väst med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Eurimages – Council of Europe, Svenska Filminstitutet, Nordisk Film & TV Fond, og støttet af Den Europæiske Union, i samarbejde med Nordisk Film Distribution A/S og TV 2 DANMARK. Det internationale salg varetages af TrustNordisk.
Fakta om DEN SIDSTE VIKING
Medvirkende:
● Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Søren Malling, Bodil Jørgensen, Lars Brygmann, Kardo Razzazi, Nicolas Bro, Peter Düring, Lars Ranthe, m.fl.
Holdet:
● Manuskript og Instruktion: Anders Thomas Jensen
● Producere: Sisse Graum Jørgensen & Sidsel Hybschmann
● Fotograf: Sebastian “Makker” Blenkov
● Production Designer: Nikolaj Danielsen
● Klippere: Nicolaj Monberg & Anders Albjerg Kristiansen
● Komponist: Jeppe Kaas
● Lyddesigner: Eddie Simonsen,
● Key Make-up Designer: Louise Hauberg Lohmann
● Kostumedesigner: Rikke Simonsen
● Line Producer: Kristina Kornum & Jessica Balac
● Co-producer: Lizette Jonjic
● Post Producer: Line Plougsbæk
● Filmen er produceret af Zentropa Entertaiment4 i co-produktion med Zentropa Sweden og Film i Väst med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Eurimages – Council of Europe, Svenska Filminstitutet, Nordisk Film & TV Fond, og støttet af Den Europæiske Union, i samarbejde med Nordisk Film Distribution A/S og TV 2 DANMARK. Det internationale salg varetages af TrustNordisk.
● Internationalt salg: TrustNordisk
● Dansk distribution: Nordisk Film Distribution
● Premiere: Den 9. oktober 2025