Efterårets store familiefilm får premiere den 8. oktober — og nu kan du se, hvad der venter.
Nordisk Film har netop offentliggjort både trailer og plakat til efterårets store familiefilm Den Store Diamantjagt, og det ser ud til at blive en vild omgang. Filmen er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, som bliver en hæsblæsende rejse, hvor der hverken er sparet på action, humor eller drama.
I traileren tropper den charmerende mormor Lydia (Mille Dinesen), som går under navnet “Miss Money”, op på sin families dørtrin efter et par år bag tremmer. Dette sker til stor forundring for de tre søskende Katja, Kenny og Kurt, der ikke anede, at de havde en småkriminel mormor. Før de har set sig om, er hverdagens rutiner erstattet med uforudsigelige udfordringer og vanvittige missioner – alt sammen i et forsøg på at generobre en kostbar diamantring…
Filmen får premiere den 8. oktober i år – lige op til efterårsferien.
Handlingen
Hjemme hos de tre søskende Katja, Kenny og Kurt er der ikke mange penge, og det
tegner til at blive en kedelig sommerferie. Katja vil super gerne på camp med vennerne fra
danseholdet, men det har mor Annisette ikke råd til. Heldigvis ændrer
situationen sig, da børnenes mormor, der går under navnet Miss Money, kommer ud af fængslet. For Miss Money har brug for deres hjælp til at få fingrene i verdens største diamantring, som hun engang stjal fra en ond diamanthandler. Ringen er gemt i Rutsjebanen på Bakken, og for at få fat i det må familien lægge en plan, der bringer dem på en hæsblæsende mission med diamanthandlerens håndlangere lige i hælene…
Mille Dinesen som Miss Money
Nordisk Film Production og Charlotte Sachs Bostrup har sikret sig et stærkt cast, der både består af morgendagens unge talenter samt rutinerede og folkekære stjerner. I hovedrollen som den rebelske og rapkæftede, men altid charmerende mormor, Miss Money, ses en af Danmarks mest folkekære skuespillere, Mille Dinesen. Mille Dinesen har tidligere brilleret i roller med kompromisløs kant og komisk timing – bl.a. i den prisvindende tv-serie Rita (2012-2020), familiefilmene Min søsters børn (2010, 2012, 2013) og komediefilmene Jagtsæson I & II (2019, 2024). I rollen som Katja kan publikum glæde sig til at opleve det unge talent Augusta Rønsborg-Andersen, der debuterer på det store lærred. Det samme gør Vilbert Hein Friberg og Jens Backe Bille, der spiller Katjas brødre Kenny og Kurt. Børnenes mor Annisette spilles af Amalie Lindegård, som de fleste vil kende fra tv-serierne 29-33 (2018-2021), Skruk (2022) og NamaStay (2024).
I andre roller medvirker Lise Baastrup som Dina Von Fyrst, Simon Sears spiller bodyguarden Frantz, Lars Hjortshøj spiller Vagt-Ole, og Zaki Youssef ses i rollen som Eskild.
Kompetente kræfter bag filmen
DEN STORE DIAMANTJAGT instrueres af Charlotte Sachs Bostrup, der har mangeårig erfaring med at skabe fortællinger med både komik og bid, der rammer hele familien. Hun har tidligere stået bag store succeser som Karla-trilogien (2007, 2009, 2010), Anja og Viktor II og III (2001, 2003), Askepop – The Movie (2003) og senest Madklubben – Hjemme igen (2025).
Filmen er skrevet af de garvede manuskriptforfattere Ina Bruhn (Jul i Valhal, Karlas Kabale og Tinkas Juleeventyr) og Ida Maria Rydén (Pagten, Jul i Valhal og Meter i Sekundet), der begge har cementeret deres position som toneangivende manuskriptforfattere – særligt inden for familie-genren.
Filmen produceres af Thomas Heinesen for Nordisk Film Production med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV 2 og FilmFyn. Den distribueres af Nordisk Film Distribution.
Fakta om DEN STORE DIAMANTJAGT
Rolleliste:
● Miss Money: Mille Dinesen
● Katja: Augusta Rønsborg-Andersen
● Annisette: Amalie Lindegård
● Kenny: Vilbert Hein Friberg
● Kurt: Jens Backe Bille
● Dina Von Fyrst: Lise Baastrup
● Frantz: Simon Sears
● Vagt-Ole: Lars Hjortshøj
● Eskild: Zaki Youssef
● Albert: Hans William Juel Stokkebroe
● Og mange flere…
Holdet bag:
● Instruktør: Charlotte Sachs Bostrup
● Manuskript: Ina Bruhn og Ida Maria Rydén
● Produktionsselskab: Nordisk Film Production
● Producer: Thomas Heinesen
● Fotograf: Bastian Schiøtt
● Klipper: Michael Bauer
● Production Designer: Maria Bro
● Kostumedesigner: Pia Myrdal
● Makeup designer: Birgitte Lassen
● Caster: Tanja Grundwald
● Komponist: Simon Littauer
Øvrig fakta:
● Finansieret med støtte fra Det Danske Filminstitut i samarbejde med TV 2 og FilmFyn.
● Distribution: Nordisk Film Distribution
● Premiere: 8. oktober 2026



