Emil flyttede fra København til Sydfyn: Familielivet blev en styrke som filmskaber

Da filminstruktør Emil Næsby Hansen flyttede fra København til Sydfyn i 2019, var det med en spirende familie, et behov for ro og en usikkerhed om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at skabe film uden for hovedstaden.

I dag, syv år senere, står han bag dokumentarfilmen APHACA – BRUG FOR HINANDEN, som følger bandet Aphaca helt fra deres tidlige begyndelse. Og meget af filmen er blevet til med afsæt i det voksende filmmiljø i Svendborg.

“Vi har kunnet strukturere et mere normalt arbejdsliv, hvor jeg både bor i Svendborg, men jeg laver også film på højt professionelt plan i Svendborg, med professionelle filmfolk i Svendborg,” fortæller Emil Næsby Hansen.

For instruktøren blev flytningen til Sydfyn også begyndelsen på et nyt kapitel. Både personligt og kunstnerisk. Efter debuten med den anmelderroste dokumentarfilm SKJOLD OG ISABEL i 2018 fulgte flere år præget af familieliv, projekter der aldrig blev realiseret og en søgen efter, hvordan et bæredygtigt arbejdsliv som filmskaber kunne se ud.

“Jeg tror, jeg havde den der helt klassiske livskrise, som handler om, hvordan man får det til at fungere, når man både er filmskaber og har børn,” siger han.

I en periode eksperimenterede han med helt andre veje. Han lavede cider under navnet Rodløs Cider, arbejdede som tømrer og overvejede, om filmbranchen stadig skulle være hans fremtid.

Men arbejdet trak stadig i ham.

“Jeg kom ret hurtigt frem til, at jeg kedede mig i det. Jeg skulle jo bare lave film,” siger han.

Et voksende filmmiljø på Fyn

I dag oplever Emil Næsby Hansen, at der er opstået et stærkt kreativt fællesskab på Sydfyn, særligt inden for dokumentarfilm.

“Siden vi flyttede herned i 2019, synes jeg løbende igennem årene, at jeg støder på filmfolk, som også har valgt at flytte herned og lave film fra Svendborg.”

Han peger på, at flere funktioner nu findes lokalt: instruktører, fotografer, klippere, lydfolk, komponister og producere. Det gør det muligt at skabe film professionelt uden nødvendigvis at pendle til København.

Foto: Søren Solkær

På APHACA – BRUG FOR HINANDEN har en stor del af holdet været baseret på Fyn, og både klipning og lydarbejde er foregået i Svendborg.

“Det gør ligesom, at hele min familie kan trives. At min hustru også kan have et normalt liv.”

Han beskriver udviklingen som selvforstærkende: Jo flere filmfolk der flytter til området, desto stærkere bliver miljøet.

“Så spreder beskeden sig til hinanden om, at vi godt kan bo her og lave film på et højt professionelt plan.”

Film med plads til hverdagen

For Emil Næsby Hansen har familielivet ikke stået i vejen for filmskabelsen. Tværtimod.

Han fortæller, at de faste rammer omkring familielivet har gjort ham mere fokuseret som instruktør.

“Alle de der ting, jeg var bange for ville vælte det, har kun styrket det.”

Det mærkes også i måden, han har arbejdet med sin seneste film. Hvor hans tidligere filmprojekter ofte var præget af en mere spontan og grænseløs arbejdsform, blev arbejdet med Aphaca-filmen planlagt omkring familieliv, skole, børnehave og hverdagsrytmer på Sydfyn.

Og netop dét har været med til at forme filmen.

Fakta om filmen

APHACA – BRUG FOR HINANDEN følger de fire medlemmer af bandet Aphaca gennem deres tidlige år og vej mod gennembruddet.

Filmen er instrueret af Emil Næsby Hansen, som tidligere stod bag den Robert- og Bodilnominerede dokumentar SKJOLD OG ISABEL.

Dokumentaren skildrer både bandets musikalske udvikling og det nære venskab mellem de fire unge musikere. Et fællesskab, som ifølge instruktøren selv, blev filmens egentlige omdrejningspunkt.

Filmen havde biografpremiere den 13. maj og kan ses som dokumentarserie i 4 afsnit fra den 5. juli på DR TV.